Søren Dahl med fanden i hælene

NYT FOREDRAG AF STEMMEN FRA CAFE HACK

Mandag 26. september 2016 kl: 21:09

Søren Dahl

Om det er som vært, foredragsholder, konferencier eller moderator, så underholder Søren Dahl med sin helt personlige stil. Nu er han klar med en erindringsbog og et spritnyt foredrag.

I forbindelse med udgivelsen af erindringsbogen 'Med fanden i hælene' kan Søren Dahl opleves i et helt nyt foredrag, hvor han beretter om kvinderne i sit liv, om den svære kærlighed og om at blive far sent i livet. Om afsavn og livet på landevejen, når han turnerer land og rige rundt med sine shows, men også om en utrættelig nysgerrighed på andre mennesker, som gang på gang brænder igennem i mødet med publikum.

Musikeren, kapelmesteren og radioværten deler åbenhjertigt anekdoter fra tiden med Cafe Hack og sit lange liv i showbiz - men først tager han tilhørerne med en tur tilbage i tiden. Helt tilbage til barndomshjemmet i Thy, hvor han voksede op som yngste barn i en søskendeflok på seks og tidligt fandt sit kald ved familiens gamle klaver. En barndom fuld af musik, men også af følelsen af at skille sig ud. Det er en historie om mindreværd; om brydningsfulde teenageår, hvor især den indremissionske mor kolliderede med unge Sørens spirende interesse for svaj i bukserne, Jimi Hendrix og piger uden BH.


© Copyright 2017 Foredragsholdere – Foredragsportal.dk - booking tlf. 7026 0100. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.




Foredragsholdere – Foredragsportal.dk - booking tlf. 7026 0100
Booking Tel: 7026 0100
E-mail: info@foredragsportal.dk